
Bruger du virksomhedens elbil? Hjemmeopladning kan udløse beskatning
En ny afgørelse fra Skatterådet viser, at reglerne om fri bil fortsat fortolkes restriktivt – også når der er tale om en elbil, der anvendes til selskabets driftsmæssige aktiviteter. Det betyder, at selv praktiske løsninger som hjemmeopladning kan få skattemæssige konsekvenser. Mange virksomheder risikerer derfor uventet beskatning, hvis de ikke har styr på reglerne.
Afgørelse fra Skatterådet
Sagen vedrører et bindende svar, hvor en elbil på hvide plader blev anvendt i virksomheden til driftsmæssige aktiviteter. Spørgsmålet var, om bilen kunne oplades på hovedaktionærens private adresse én til to gange ugentligt uden skattemæssige konsekvenser.
Afstanden mellem virksomhed og bopæl var ca. 2 km, og på bopælen var der desuden placeret både lager og værksted. Hovedaktionæren oplyste samtidig, at han normalt cyklede til arbejde, havde en privat bil på hvide plader til rådighed, og at der ville blive ført et detaljeret kørselsregnskab.
Skatterådet nåede frem til, at dette alligevel ville medføre beskatning af fri bil. I vurderingen lagde Skatterådet blandt andet vægt på, at bilen på hvide plader blev kørt mellem virksomhed og bopæl i et fast mønster. Dermed havde hovedaktionæren reel mulighed for privat anvendelse, herunder transport mellem hjem og arbejde – selv om bilen var tiltænkt erhvervsmæssig brug, han normalt cyklede, og der blev ført kørebog.
Hvad betyder afgørelsen for dig som ejerleder med elbil i virksomheden?
Her er de centrale forhold, du bør være opmærksom på:
- Kørsel mellem hjem og arbejdsplads anses som privat: Selvom formålet er opladning, anses kørsel til bopælen som udgangspunkt som privat befordring.
- Faktisk mulighed er afgørende: Det er ikke afgørende, om du bruger bilen privat – men om du har mulighed for det.
- Fast mønster udløser beskatning: Opladning én til to gange om ugen vurderes som et fast brugsmønster – ikke lejlighedsvis kørsel.
- Egen bil ændrer ikke vurderingen: Det forhold, at du har en privat bil, tillægges ikke vægt.
- Grønne hensyn er irrelevante skattemæssigt: Ønske om bæredygtig opladning påvirker ikke vurderingen.
Samtidig lagde Skatterådet vægt på, at bilen var på hvide plader, og at hovedaktionæren dermed havde reel mulighed for at anvende bilen til privat kørsel.
Det forhold, at der var lager og værksted på bopælen, var heller ikke tilstrækkeligt til at anse kørslen som erhvervsmæssig mellem to arbejdssteder.
Få hurtig og uforpligtende rådgivning
Afgørelsen viser, at selv mindre praktiske løsninger – som opladning af virksomhedens elbil på hjemmeadressen – kan få skattemæssige konsekvenser, hvis bilen med jævne mellemrum befinder sig ved din bopæl.
Hvis du anvender eller overvejer at anskaffe en elbil i din virksomhed, kan det derfor være relevant at få vurderet din konkrete situation, så du undgår uventet beskatning af fri bil.