Kompensation til dansk erhvervsliv som følge af COVID-19

20 / 3 / 2020

Regeringen har tidligere lanceret tiltag for at lempe likviditetspresset på det danske erhvervsliv og samtidig forsøgt at afbøde risikoen for fyringer ved at yde lønkompensation til virksomhederne. I dag er der præsenteret reelle kompensationsmuligheder for det danske erhvervsliv, herunder selvstændige og ejerledere.

Kompensation for virksomhedernes faste udgifter

Udsatte virksomheder kan få støtte til at fortsætte driften af virksomheden, idet regeringen dækker op mod 100% af virksomhedens faste omkostninger.

Kompensationen vil kunne gives til alle virksomheder på tværs af brancher, men er målrettet de mest udsatte virksomheder defineret ved; virksomheder med mere end 40% fald i omsætningen i perioden 9. marts til 9. juni 2020.

Faste omkostninger dækker bl.a. husleje, renteudgifter og øvrige kontraktbundne udgifter (fx leasingaftaler mv.) i en periode, hvor virksomhederne er udsat for stor nedgang i omsætningen.

Den midlertidige kompensation vil gælde i op til 3 måneder. Der kan ikke søges om kompensation, hvis de faste omkostninger udgør mindre end kr. 25.000 for perioden.

Kompensation for de faste udgifter opgøres efter en trappemodel:

  • 80%, hvis omsætningsnedgangen har været på 80-100%.
  • 50%, hvis omsætningsnedgangen har været på 60-80%.
  • 25%, hvis omsætningsnedgangen har været på 40-60%.
  • Erhvervsdrivende, som ved bekendtgørelse er blevet påbudt at lukke fuldstændig, vil blive kompenseret svarende til 100% af de faste udgifter.

Ansøgning og dokumentationskrav

Ansøgning om kompensation for faste udgifter vil skulle indsendes via Erhvervsstyrelsens virksomhedsportal; virksomhedsguiden.dk fra uge 13.

Virksomheden kan ansøge om kompensation ved at sende en revisorpåtegnet opgørelse over sine faste udgifter for de tre foregående måneder.

Den forventede omsætningsnedgang som følge af COVID-19 opgøres for hele eller dele af perioden fra 9. marts 2020 til 8. juni 2020 med reference til samme periode i 2019. Virksomheden bekræfter med en tro- og love-erklæring, at omsætningen er faldet. Dernæst udbetaler Erhvervsstyrelsen kompensationen.

Der ydes 80% støtte til udgiften for revisorpåtegningen, hvis ansøgningen udløser kompensation.

Ved udgangen af perioden vil der ske en kontrol på baggrund af momsindberetninger, hvorefter der vil kunne ske en efterregulering svarende til det faktiske omsætningstab.

Kompensation til selvstændige og ejerledere med op til 10 fuldtidsansatte

Selvstændige og ejerledere (min. 25% ejerskab), som oplever en nedgang i omsætningen på mere end 30% i perioden 9. marts til 9. juni 2020, vil være berettiget til at modtage kompensation fra staten. Kompensationen svarer til 75% af omsætningstabet, dog maksimalt kr. 23.000 pr. måned.

Nedgangen i omsætningen opgøres i forhold til den gennemsnitlige omsætning fra seneste regnskabsår.

Modsat lønkompensationsordningen vil den selvstændige kunne/skulle fortsætte med at udføre sit erhverv.

Kompensationen vil kunne udgøre op til kr. 46.000 pr. måned, hvis den selvstændige har en medarbejdende ægtefælle.

Hvem er omfattet?

  • Selvstændige
  • Virksomhedsejere med min. 25% ejerskab, og som arbejder i virksomheden
  • Freelancere

Hvilke krav skal være opfyldt?

  • Virksomheden er registreret med CVR-nr. før 1. februar 2020
  • Maksimalt 10 ansatte
  • Virksomheden har et omsætningstab på minimum 30% i perioden 9. marts 2020 til 9. juni 2020 i forhold til seneste regnskabsår
  • Virksomheden har haft en gennemsnitlig omsætning på minimum kr. 15.000 pr. måned i en foregående periode
  • Virksomhedsejerens personlige indkomst for 2020 må ikke overstige kr. 800.000

Hvor stor er kompensationen?

  • 75% af omsætningstabet,
  • dog, maksimalt kr. 23.000 pr. måned
    • Ved flere ejere ydes der kompensation pr. CPR-nummer
    • kr. 46.000, hvis den selvstændige har en medarbejdende ægtefælle
  • kompensationen ydes maksimalt i 3 måneder

Ansøgning og dokumentationskrav

For at modtage kompensation er det et krav, at der indsendes en tro- og love-erklæring med angivelse af et forventet omsætningstab. Virksomhedsejeren skal ligeledes begrunde, hvordan omsætningstabet er en konsekvens af COVID-19 epidemien.

Virksomhedsejeren skal efterfølgende dokumentere et omsætningstab på mere end 30% for den angivne kompensationsperiode i forhold til den gennemsnitlige omsætning i seneste regnskabsår. Erhvervsstyrelsen vil pålægge enhver virksomhed at anvende revisorbistand.

Såfremt virksomhedsejeren ikke udarbejder årsregnskab, skal tabsregnskabet opgøres på baggrund af momsregistreringerne til SKAT. Hvis virksomheden har eksisteret under 6 måneder, skal virksomheden på anden måde godtgøre, at der er tale om et omsætningsfald som følge af COVID-19 epidemien.

Hvis faldet i omsætningen efterfølgende viser sig ikke at udgøre mere end 30% i kompensationsperioden, vil kompensationen skulle tilbagebetales.

Selvstændige og freelancere uden CVR-nummer, som i 2019 havde en B-indkomst på minimum kr. 180.000 og som i perioden 9. marts 2020 til 9. juni 2020 oplever et fald i B-indkomsten på 30% eller mere, vil ligeledes kunne få dækket 75% af B-indkomsttabet, dog maksimalt kr. 23.000 pr. md. Det er endvidere et krav for at modtage kompensation, at den selvstændige ikke har en personlig indkomst på over 0,8 mio. kr. i 2020.

Ansøgning om kompensation som selvstændig eller ejerleder kan indsendes via Erhvervsstyrelsens virksomhedsportal; virksomhedsguiden.dk fra uge 13.

Yderligere tiltag:

Folketingets partier er endvidere blevet enige om, at

  • hjælpe små og mellemstore danske eksportvirsomheder ved oprettelse af en ny likviditetskauton i EKF (Danmarks Eksportkredit)
  • forhøje rammen for de statsgaranterede låneordninger såvel for store som for små og mellemstore virksomheder
  • offentlige indkøb skal understøtte virksomhederne
  • øge adgangen til dagpenge og sygedagpenge
  • øge lånemuligheder for elever og studerende.

Hvad betyder det for dig og din virksomhed?

Eksempel: Frisør

En selvstændig frisør forventer et månedligt omsætningstab på kr. 30.000 i perioden 18. marts til 20. maj 2020 som følge af COVID-19 epidemien.
Den gennemsnitlige månedlige omsætning for frisøren var i regnskabsåret 2019 på kr. 75.000, hvorfor omsætningstabet er 40%.

Faste udgifter pr. måned:

  • Husleje: kr. 12.000
  • Uopsigelig leasingaftale på IT: kr. 1.000
  • Renteudgifter på gæld til inventar: kr. 3.000
  • I alt: kr. 16.000

Kompensation: 4.000 kr. (svarende til 25% af kr. 16.000).

Med kompensationsordningen kan frisøren derfor få 22.500 kr. i kompensation fra staten pr. måned frem til 20. maj.

Yderligere har frisøren mulighed for at søge om kompensation for sine faste udgifter.

Lukkepåbud

Det bemærkes, at alle virksomheder, som regeringen har udstedt midlertidigt forbud mod at drive forretning for at inddæmme smittespredning af COVID-19, vil blive kompenseret, svarende til 100% af de omfattede faste udgifter, så længe forbuddet er gældende.

For frisøren i eksemplet vil det derfor medføre, at omkostninger i perioden 18. marts til 30. marts 2020 vil blive dækket med 100%. Forholdsmæssigt vil frisøren derfor modtage kr. 6.933, for perioden 18. marts til 30. marts 2020, samt 25% af de resterende omkostninger svarende til kr. 2.266 (25% x 9.066). Samlet kompensation i marts udgør således kr. 9.199.

Eksempel: Restaurant

En restaurantejer kan som følge af det midlertidige forbud ikke bespise gæster i sin restaurant, men opretholder et salg på 15% af sin normale omsætning via takeaway.
Da restauranten oplever en omsætningsnedgang på 85%, kan den få kompenseret 80% af sine kompensationsberettigede faste udgifter:
Restaurantejeren, som til dagligt arbejder som kok i restauranten, vil yderligere kunne modtage kompensation for omsætningstabet på 85%, svarende til kr. 23.000.

Faste udgifter pr. måned:

  • Husleje: kr. 18.000 kr.
  • Uopsigelig leasingaftale på varevogn: kr. 5.000
  • Renteudgifter/leasingaftale på gæld til køkkeninventar: 4.000 kr.
  • I alt: 27.000 kr.


Kompensation: 21.600 kr. (svarende til 80% af 27.000 kr.).

Kontakt os

Valby: +45 33 45 10 00 | Odense: +45 66 13 07 30 | Mail: info@bakertilly.dk

COVID-19 støtteordninger

Mere information om COVID-19 tiltag

COVID-19 Information in English


Var informationen nyttig?

Ja | Nej

Tak for din feedback