Væsentlig ændring af momspraksis kan være på vej

11 / 4 / 2019

Skattestyrelsen har fastlagt og fastholdt en praksis, som betyder, at et salg af en bebygget ejendom med ældre bygninger kan være momspligtigt, hvis købers hensigt er at nedrive bygningerne for at opføre nybyggeri, og hvis denne hensigt kan understøttes af objektive beviselementer.

På trods af at Skattestyrelsen tabte flere sager i Landsskatteretten om dette spørgsmål, valgte de at gå til domstolene og meldte samtidig ud, at de ville fastholde praksis. Fra flere sider blev der udtrykt undren over Skattestyrelsens valg, da Landsskatterettens afgørelser var baseret på objektive elementer, som gjorde det muligt at foretage en forholdsvis sikker vurdering af et givent ejendomssalg.

Efter anbefaling fra modparten, besluttede Vestre Landsret sig for at rejse præjudicielle spørgsmål ved EU-domstolen, og nu er Generaladvokaten fremkommet med sin indstilling til domstolens besvarelse af spørgsmålene.

Generaladvokatens udtalelse er forholdsvis klar og indebærer en underkendelse af Skattestyrelsens praksis. Generaladvokaten afviser, at et salg af en ejendom kan anses for et momspligtigt salg af en byggegrund, hvis det er parternes hensigt, at bygningen skal nedrives. Det bemærkes, at der i sagen er tale om salg i to led, og at Generaladvokaten kun tager stilling til den ene handel, men samtidig anbefaler Vestre Landsret at afgøre det andet salg i overensstemmelse hermed. At domstolen ikke tager stilling til begge handler, skyldes at EU-Kommissionen i et indlæg anlægger en anden vinkel på det andet salg, hvilket Generaladvokaten ikke har det fornødne grundlag til at vurdere konkret.

Udtalelser fra Generaladvokaten vil ofte, men ikke altid, blive fulgt af EU-domstolen. Derfor vil der være usikkerhed om det endelige udfald et stykke tid endnu. Hvornår EU-domstolen træffer endelig afgørelse er endnu usikkert.

Hvis domstolen følger indstillingen fra Generaladvokaten, betyder det for det første, at Skattestyrelsen skal tilbagebetale væsentlige momsbeløb til de virksomheder, som har solgt nedrivningsprojekter og er blevet afkrævet moms heraf, og for det andet, at praksis skal ændres fremadrettet.

Det første vil selvsagt være positivt for de berørte virksomheder. Ligeledes vil det være positivt for de mange virksomheder, som ikke har opkrævet moms, men i stedet har taget forbehold for domstolens afgørelse.

Men frem for alt vil det være positivt fremadrettet, da det giver et langt bedre og mere sikkert grundlag for at vurdere, om et salg er omfattet af momspligt eller ej. Den nuværende praksis er meget vilkårlig, hvilket også påpeges af Generaladvokaten.

Hos Baker Tilly har vi stor fokus på fast ejendom og de udfordringer, som moms- og afgiftsreglerne giver erhvervslivet. Vi følger udviklingen i praksis, og er altid klar til at hjælpe med råd og vejledning.

Var informationen nyttig?

Ja | Nej

Tak for din feedback